• Ørsted-aktien falder tungt efter nye milliardnedskrivninger

    المصدر: BDK Finans / 15 أغسطس 2024 03:29:24   America/Chicago

    Energiselskabet Ørsted falder tungt på børsen torsdag, efter at selskabet endnu engang har måttet nedskrive for et milliardbeløb. Omkring klokken 11.15 er aktien faldet med omkring syv procent. Ørsted har offentliggjort sit regnskab for andet kvartal torsdag. Her fremgår det, at selskabet har måttet nedskrive for 3,9 milliarder kroner i andet kvartal. Det skyldes dels forsinkelser på et projekt i USA, og dels at Ørsted har droppet et projekt, som skulle levere grønt brændstof til containerskibe. Særligt forsinkelserne på det amerikanske havvindprojekt Revolution Wind, bringer minder om fortidens spøgelser og skaber usikkerhed hos investorerne. Det mener Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank. - Det var det sidste, vi ville se fra Ørsted. Der var brug for, at Ørsted kunne vise, at man nu kan håndtere projekter og drible dem frem mod produktion uden store negative overraskelser. Det var ikke det, vi fik fra Ørsted i dag, siger han. Tilbage i efteråret 2023 droppede Ørsted at opføre vindmølleparkerne Ocean Wind 1 og 2 i USA. Det betød en nedskrivning på 28,4 milliarder kroner. Det skyldtes, at projekterne var blevet langt dyrere at opføre grundet forsinkelser i forsyningskæder og stigende renter. I regnskabet for første halvår i 2024 skriver Ørsted, at opførelsen af Revolution Wind ud for staten Connecticuts kyst er blevet forsinket og nu først forventes i drift i 2026 mod tidligere ventet i 2025. Det skyldes, at transformerstationen på land bliver bygget på en militær losseplads, hvor det har vist sig at være sværere at forberede og opnå godkendelser, lyder det. De nye nedskrivninger er et udtryk for de risici, som er forbundet med opførelsen af en havvindmøllepark, påpeger Jacob Pedersen. - Der er risici relateret til, hvor hurtigt man bliver færdig med parken, om underleverandørerne kan levere det, de skal, og om tilladelserne kommer til tiden. Det, Ørsted laver, er behæftet med store risici, siger han. Også Ørsteds topchef, Mads Nipper, mener, at nedskrivningen understreger den risiko, der er forbundet med udviklingsprojekter i USA. Men han er dog tryg ved, at Ørsteds tiltag for at mindske risici virker. Det siger Mads Nipper på et pressemøde i forbindelse med regnskabet ifølge MarketWire. - Vi er trygge ved den opdaterede tidsplan og med niveauet af nedskrivninger. Men det er et umodent marked, og derfor kan der ikke gives nogen garantier. Men som følge af alle vores mitigerende tiltag tror vi fuldt og fast på, at den opdaterede plan er realistisk, siger han. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/oersted-aktien-falder-tungt-efter-nye-milliardnedskrivninger
شارك على،